Studiepsykologi og metode

Nå dine mål uden stress på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser

Af Psykolog Poul Røpke


egopng  

Sådan kom jeg igang

Brug et øjeblik på at finde ud af, hvem der er din coach, og guider dig til bedre resultater, og endnu vigtigere så du undgår alvorlige problemer med stress. Jeg skriver lidt personligt for at vise dig, at du ikke behøver fortvivle, hvis alt ikke går helt efter den officielle drejebog for ”den ideelle studerende”.

Min første uddannelse gennemførte jeg på CBS inden for marketing. Startede forholdsvis uerfaren på grundlag af min studentereksamen, dog suppleret med et år i London, hvor jeg mødte virkeligheden i en detailforretning. Fik gennemført studiet på normeret tid og med OK resultater.  

Et par år senere begyndte jeg så på studiet af min virkelige interesse, psykologi, som jeg havde været optaget af siden mine ungdomsår. Hvad kan man få ud af psykologiske tests? Hvorfor nogle mennesker overvinder store vanskeligheder, og når deres mål, skønt de tilsyneladende ikke er specielt egnet i forhold til andre. Hvilke behov styres vi af, og i hvilke situationer. For at nævne blot nogle af de spørgsmål, der fascinerede mig som ung. Jeg fik en gennemsnitlig studentereksamen på Ordrup Gymnasium, men ikke desto mindre blev mit psykologstudium afsluttet med en topkarakter.

Jeg brugte enhver ferie til mit studie og afsluttede selv større opgaver uden at tage fri fra mit undervisningsjob. Nemt? Nej bestemt ikke, og jeg blev ramt af alvorlig stress i et par måneder i afslutningen af studiet. Af personlige årsager og ikke alene på grund af studiet. Men jeg overvandt denne stress og afsluttede min kandidat, der åbnede op for alt det spændende i livet, jeg havde drømt om.  

I dag arbejder jeg som privatpraktiserende psykolog og har gjort det i mange år. Med mange forskellige problemstillinger. Dog med hovedvægt på samspillet mellem præfrontal cortex og det limbiske system, dvs. mellem tanker og følelser. Og for at holde mig a jour, har jeg i årenes løb udgivet en række bøger om emner fra brainfitness til parforholdets udfordringer.  

I min praksis har jeg især i de senere år hjulpet studerende til at klare sig bedre gennem studierne uden at få kronisk stress. Akut stress klares nemt; se sidst i denne guide. Jeg videregiver mine råd som en blanding af teoretisk viden, egne erfaringer og hvad der har virket for mine klienter. Ved arbejdet med dette lille skrift sender jeg en tanke til min yngste søn, Valdemar, som gav mig ideen, da han selv havde behov for at få styr på sin skolegang.  

Når du anvender denne guide, vil du få praktiske jordnære tips, du straks kan omsætte i dit eget studieforløb. I nogle tilfælde kan du være så hårdt ramt, at du vil have glæde af at supplere med nogle personlige konsultationer. Hvis du sender en mail til poul@brainfocus.dk modtager du denne artikel som pdf, og samtidig en rabatkode, du kan anvende, hvis du ønsker rådgivning personligt via mobil, e mail eller i min konsultation.

Hvordan kommer du i gang?

Du følger to modeller for et vellykket studieforløb. Den ene handler om uddannelses faktorerne, og den anden handler om

stress management. Mit grundsynspunkt er keep it simple, not stupid. Jeg har skåret min rådgivning ind til benet, så du kan koncentrere dig om nogle få afgørende faktorer. Til gengæld er alle 6 nødvendige.

Under overskriften uddannelses faktorer sætter jeg fokus på de mest afgørende forhold, du må beherske for at lykkes med din uddannelse. Under afsnittet om intelligens vil jeg gøre op med en række fordomme og forestillinger, der kan hæmme dig, hvis du ikke er født med 12 tal’er i en kæde om halsen.

Studieteknik kan udvikles og komme i spil på mange forskellige måder. Og det er vigtigt, at du finder din stil. Men der er også nogle helt fundamentale veldokumenterede indlæringsmæssige facts, du hellere må begynde at bruge, så hurtigt som mulig. Det kan du lære her.

Du kan eje den lækreste sportsvogn, og du kan have fået kørefærdigheder hos den bedste træner, på landeveje og baner. Men uden brændstof kan du ikke køre en meter. Sådan er det også med dit studie. Du kan være superklog, have tilegnet dig den perfekte studieteknik, men uden lidenskab, uden at brænde for det, uden lyst når du enten ikke i mål, eller du gør det uden glød og glæde. Derfor er afsnittet om motivation måske det væsentligste.

Det afsluttende afsnit om hjernen rummer til gengæld nyt for de fleste, der tjekker ind på min side. Og det gælder især for afslutningen, hvor du ganske gratis får en detaljeret opskrift på, hvordan du klarer at gå til eksamen helt cool.  De 6 faktorer er alt, du behøver at acceptere og anvende for at få et langt bedre udbytte af dine studier. Uanset om du er på en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det er simpelt og enkelt at gå til. Ovenstående to opstillinger vil blive til hovedafsnit.